Kingfisher er da en isfugl og ikke en ørn

er da en isfugl

og ikke en ørn!

 

 

Ja, jeg ved det godt! Det har jeg selvfølgelig måttet høre mange gange. Men når

Kingfisher i min verden nu alligevel er en ørn, så har det sin helt bestemte historie.

Og den historie får du her:

I mine drengeår brugte jeg megen tid til at gå med fiskestangen i mosen og langs med

åen. Det gav mig en stor tilfredsstillelse at prøve at overliste en gedde eller en anden

fisk. Og når jeg gik der, følte jeg mig i stor harmoni med naturen omkring mig.

Så fulgte de voksne år, hvor fiskestangen blev lagt på hylden og karrieren tog fart.

Opstart af egen maskinforretning, familieliv og en del foreningsarbejde tog al min tid.

Jeg endte med at ”brænde mit lys i begge ender” og var ved at gå ned med en regulær

depression. Min læge bevilgede mig 3 måneders sygeorlov, hvor jeg tog til Canada

for at fiske og gå på jagt.

Jeg endte med at blive sat af i en

jagthytte langt ude i nowhere i højlandet

ved foden af Rocky Mountains, hvor jeg

skulle tilbringe de næste uger alene kun

bevæbnet med en riffel og en fiskestang.

Der var 150 km til nærmeste

købmandsbutik. Jeg havde hverken bil

eller mobiltelefon. Jeg ville blive hentet

igen om 3 uger. Indtil da var der masser

af god tid til at fiske og gå på jagt og se

om, sjælen kunne finde David igen.

Hytten lå i et pragtfuldt uberørt naturområde lige ned til en lille elv med det dejligste

klare smeltevand fra tinderne langt borte. I elven pilede fjeldørrederne frem og

tilbage lige for næsen af mig. David fik hurtigt fat i fiskestangen, og nu gik han som i

drengeårene langs elven og fiskede. Det var balsam for sjælen.

Men jeg var ikke alene om at fiske. Den nordamerikanske isfugl, Kingfisher fløj

frem og tilbage langs elven og tog også flittigt del i fiskefangsterne. Mine læsere

vil sikkert forstå mig, når jeg fortæller, at jeg selvfølgelig blev meget fascineret

af at se fuglen behændigt fange den ene lille fjeldørred efter den anden.

Det skete ikke så sjældent, når jeg havde

været heldig at skyde en rype eller fange

en fjeldørred, og jeg sad ved bålet og nød

min fangst, - ja, så kom isfuglen ofte

flyvende forbi for at fiske. Jeg kunne se

og høre dens plask lige for næsen af

mig. Og den havde næsten altid fangst.

Kingfisher blev, som du sikkert kan

forstå, en fugl, jeg helt og aldeles faldt

for, - og som jeg forstod det, havde et

eller andet slægtsskab med.

Men inden jeg rejste fra Canada, blev jeg inviteret med på nogle dages trollingfiskeri

ud fra Tofino på Vestsiden af Vancouver Island. Selv kaldte canadierne stedet: ”The

last outpost of unspoiled nature”. I mine øjne næppe nogen overdrivelse.

Her var skærgård og vild natur så langt

øjet rakte. På skærgårdsøerne lå sæler og

søløver side om side med mange

forskellige slags havfugle. Oven over os

svævede den store majestætiske

nordamerikanske fiskeørn, kaldet Bald

Eagle.

Og i vandet under os var der

masser af fødefisk som laks og

spækhuggere fyldte sig med. At skulle

fiske i sådan et fiskevand overgik selv

mine vildeste drengedrømme. Jeg måtte

knibe mig selv i armen af bare spænding.

Nu steg jeg for første gang i mit liv ombord på en rigtig trollingbåd. Og jeg prøvede

for aller første gang at betjene en downrigger. Noget sagde mig, at det her måtte være

livet for en mand som mig. Forude ventede laksene. Nu skulle vi bare have dem

lokket til hug.

Det blev til nogle uforglemmelig dage i den Canadiske skærgård på Vancouver

Island. David oplevede at fange sit livs første laks. Den huggede på en

blæksprutteimitation i 55 fods dybde på riggen. Og mens den gav mig mit livs første

vilde laksefight, fulgte fiskeørnen over mig nøje hver en bevægelse. Normalt ville det

have været en rigtig godbid til ørnen, men denne gang var det min tur til at have

fiskelykken med mig.

Fra da af var jeg solgt. En trollingfisker var født. Fiskeørnen måtte blive mit vartegn,

mens jeg stadig bar den lille Kingfisher i mit hjerte. Nu havde min sjæl endelig

indhentet mig. Jeg følte, at jeg lige som ørnen var født til at fiske.

Hjemme i Danmark fik jeg købt mig en rigtig trollingbåd. Den skulle selvfølgelig

hedde Kingfisher, som fru Rise døbte den. Men når vi nu drømte om, at tage på

vandet og fange de store laks, - ja, så skulle mit forbillede over dem alle selvfølgelig

være fiskeørnen. Det kunne ikke være anderledes. Og mit slogan skulle selvfølgelig

være: ”Born to fish”. Så sådan gik det til, at i min terminologi er en rigtig Kingfisher

altså en fiskeørn. Sådan er det bare!

Siden har fiskeørnen trofast fulgt

Kingfisher og mig på utallige skønne

fisketure, - og et par laks er det da også

blevet til ind i mellem.

 

 

David Vestergaard

Team Kingfisher