Vänernturen der gik i ged (de)

Vänernturen, der gik i ged(de)

Tekst og foto: David Vestergaard/Team Kingfisher

Dette er historien om en klubtur med JSK til Vänern, hvor stort set alt gik i ged, - men som alligevel endte lykkeligt.

På Vänern samler Smelt og Løjer sig i plamager i overfladen i sept./okt. for at lege. Så er det tid for søens laks og ørred at gå løs på ædegildet. Og det er også tiden, hvor trollingfiskere fra hele Norden møder op for at deltage i ”løjerne”.

Som en gammel rotte i faget, havde jeg lovet at hjælpe Carl Henning, Team Sea Horse med at tilrettelægge en efterårs-fisketur til Mellerud efter Vänerns ”sølvtøj”. Og selv om det blev bestemt lidt sent, meldte vi omgående turen ud på JSK`s hjemmeside med nogle af Davids flotte fotos fra tidligere ture af den solbeskinnede skærgård ved havnen i Sunnanå, flotte sølvblanke Vänernlaks og et idyllisk foto af hyttebyen i Dalskog, hvor vi skulle bo.

Folk begyndte begejstret at melde sig til. Men nu begyndte vanskelighederne for alvor at melde sig. Hyttebyen i Dalskog var desværre lejet ud til flygtninge. Også flere andre mulige faciliteter i nærheden viste sig også at være booket væk for næsen af os. Til sidst fandt vi et stort ”semesterhus” langt ude i skoven, der lige kunne rumme de 6 teams, der allerede var tilmeldt. Og dermed blev turen lukket for yderligere tilmeldinger.

Torsdag før afrejse opstod næste paniksituation. Vejrprognosen for Vänern lovede hele den kommende uge hård vind til stiv kuling fra øst/nordøst, - d.v.s. lige ind i hovedet på os, der skulle fiske fra havnen i Sunnanå. Telefoner og mails glødede frem og tilbage. Nogle ville springe fra, mens tid var, mens andre ville tage af sted uanset hvad. Fredag besluttede alle sig dog til at tage af sted og tage det hele, som det nu måtte komme.

Lørdag eftermiddag fandt vi frem til ”semesterhuset”, der lå lang ude i skoven. Det var et gammelt, lidt kedeligt herskabshus fra en skovejendom, der var nænsomt renoveret. Men det skulle vise sig at blive en behagelig overraskelse. Stort tip top moderne køkken med alt i udstyr, tre stk. toilet/bad, store rummelige stuer med trægulve, krystallysekroner, kamin og pejs. Det hele osede af nostalgisk hygge. Et rigtig hyggested for trætte trollingfiskere.

Søndag blæste det selvfølgelig en hel pelikan, og det var kun Guldfisken, der ville forsøge sig på vandet. De kørte nordpå for at finde mere læ og satte i ved Tösse. Da de kom uden for skærgården kiggede de skiftevis direkte op i en sort-grå himmel og ned i det mørke dyb. Jesper og Michael blev hurtigt enige med sig selv om, at det vist var bedst lige så stille at stikke næsen hjemad igen. Om aftenen fik de dagens præmie for udvist heltemod.

Andre spejdere havde været ude for at finde alternative fiskesteder. Og da vejret fortsatte med at være mindst lige så blæsende som prognoserne viste, satte vi nu Plan-B i gang. Det betød, at alle kørte nordpå til V. Silen, en langstrakt, dyb sø, der skærer sig ind mellem bjergene op mod den norske grænse, og hvor der var læ for den hårde østenvind. V. Silen har et fornemt fiskeri af laks, ørred og regnbue. Med gyldigt fiskekort må man trolle med 4 stænger pr. mand.

Spejderne havde fundet et fint lille slæbested ved Kråkvik i den sydlige ende af søen, hvor vi satte bådene i. Nu sejlede vi direkte ud i en meget spændende og farverig natur. Her havde nattefrosten haft fat, så træene på småøerne og op ad bjergsiderne fremstod i hele efterårets farvepragt. Ind i 

mellem var der små, grønne lysninger, hvor huse og gårde lyste op. Midt i vildmarken, hvor en halvø skød sig ud i søen, lå den smukkeste hvide kirke og bød sig til med udsigt ud over søen. At trolle i disse omgivelser er i sig selv en kæmpe bonus for enhver naturelsker. Vildt, flot og spændende.

Men vi fik også et fint ørredfiskeri, og alle fik fisk i båden. De var ikke så store, men de var der. Ørrederne stod typisk ud for pynter, der faldt brat ned til over 100 fods dybde. De fleste huggede på mindre 8 – 10 cm`s blink fisket i 15 – 35 fods dybde.

Men drømmen om Vänerns sølvblanke laks levede fortsat. Så da vinden også fortsatte med uformindsket kraft, delte vi os i to hold næste dag. Guldfisken og Sea Horse kørte længere nordpå for at finde læ for vinden og satte bådene i ved Säffle, mens Malaika, Vibækken og Kingfisher igen kørte til V. Silen. Säffle-holdet fik en gedde, en aborre og et ordentlig hak i en skrue i et rigtig dumt slæbested. V. Silen-holdet fik sig hver en målsfisk og endnu en flot tur.

Men hvad der manglede i store fangster, blev så rigeligt opvejet af den hyggelige stemning, der bredte sig, når vi om aftenen samlede os omkring pejsen med en fyraftensbajer og et glas rødvin. Når køkkenholdet så havde maden klar, satte vi os til bords med røde kinder i den gamle spisestue under krystallysekronens skær, mens dagens oplevelser flittigt blev debatteret, - til vi til sidst drattede om mætte, - om ikke af fiskelykke, - så i hvert fald mætte af god mad, gode oplevelser og hyggeligt kammeratskab.

Der blev kun én dag på hele turen, hvor blæsten tillod, at alle teams kom på Vänern, - og det blev nærmest til ”St. Geddedag”. To hold fik en enkelt laks, mens alle fik prøvet kræfter med et pænt antal af Vänerns gedigne ”sømkasser” (læs gedder).

Intet på denne tur kom til at ligne de reklamefotos, jeg i sin tid havde sat op på JSK`s hjemmeside. Men pyt! - Der kom helt andre oplevelser med tilhørende fotos til i stedet. Og det var i grunden heller ikke så dårligt.