Forside
·
Forum
·
Arrangementer 2024
·
Bliv medlem
·
Forsikring
·
Storfanger
·
Galleri
·
Om JSK
·
Links
·
Bladet


Log på
Medlems nummer /
brugernavn:
Adgangskode:
Glemt password?
Handels- og medlemsbetingelser

Høstfiskeri på Vänern

14/10/14

Tekst og foto: David Vestergaard, Team Kingfisher
 

Fiskeriet på Vänern har altid haft en dragende effekt på mig. Ikke fordi laksene her er særlig store eller særlig mange. Jeg tror snarere det har noget med naturen at gøre. Man er i et meget smukt svensk landskab. Og havnemiljøet i Sunnanå, hvor vi fisker fra, er simpelt hen charmerende. At sejle ud gennem den smukke skærgård under skiftende vejrfænomener er vildt betagende. Når man så i tilgift har gåsetræk over hovedet og laks under kølen, - ja, så kan en gammel trollingfisker som David virkelig blive tændt.

Dalsland i september vejr


Denne gang skal Team Kingfisher med Wendelboen som gast følges med Team Malaika og Team Sea Horse. Vi har booket et par hytter i Dalskog Stugby. Vi er midt i september. Fangstrapporterne er deprimerende. På grund af den den varme sommer og den høje vandtemperatur er høstfiskeriet slet ikke kommet i gang. Vi er dog fast besluttet på, at det skal vi nok se at få lavet om på. Ja, jeg tillod mig endda at skrive sådan på den lokale Trolling-hjemmeside, inden vi kom. (Pas nu på, hvad du skriver, David, - det forpligter jo).

Malaika på vandet
 

Der er ingen svenskere på vandet. Men heldigvis får ”de danske vikinger” en god start på fiskeriet. Kingfisher lægger ud den første dag med en flot ørred på 4,5 kg. Men næste dag blæser det så meget, at vi beslutter at sejle på en sightseeing-tur op langs kysten til Köbmannebro og videre op ad Dalsland-Kanalen. Det her er bare Sverige. Og det er en meget smuk tur. Oppe ved første sluse gør vi holdt og drikker vores kaffe.

Med Sea Horse på Dalslandskanalen


Næste dag finder vi for alvor fisk ude over det dybe vand mellem Jeppe og Megrund.  På Kingfisher kører vi med 7 overfladewoblere  og 1 blybelastet Apex på planerboardsene og 1 Flutter Chuck-blink på hver rig i 15 – 25 fods dybde. Det er især ørrederne, der hugger på ”Guldmakrellen” og de grøn/gule Challenger woblere. VHF`en knitrer lystigt, og danskerne hygger sig gevaldigt. Alle får blankfisk i båden. Og tidligt på eftermiddagen går Kingfisher mod havn med ”fuld pot”. Nu tropper svenskerne op for at gratulere. De har hørt os på radioen. Og rygterne om danskernes fangster har bredt sig som en lynild. Nu begynder de at tro på det og vil mindsandten også selv ud at fiske.

Fra en god fiskedag


Hjemme i Dalskog bliver der tid til en fyraftensbajer, mens vi på skift står for aftensmaden. Menuerne svinger mellem kanin, kalkun, mørbradgryde og steaks med et godt glas rødvin og diverse tilbehør til. Og madkunsten stiger. Malaika får endda indført forret til middagen. Den havde jeg ikke lige forberedt. Og hvad gør David så? Jo, han går såmænd bare ud på plænen og plukker en stak friske Karl Johan-svampe til den herligste forret af smørstuvede Karl Johan på ristet brød. Hvad kan man ønske sig mere. Kammeratskabet er i top. Og mens fiskeanekdoterne bliver fortalt, nyder vi en stille Irish Coffee, inden vi tørner ind og drømmer, at vi næsten kan gå på vandet.

Walter snitter svampe


Og dagene fortsætter med et kanon fiskeri. Både Wendelboen og jeg får endda tilføjet en ny fiskeart (Aspius aspius) på vores CV. Begge prøver vi at fange og genudsætte en flot Asp i 3 – 5 kgs-klassen. Aspen er en vandrefisk i karpefamilien. Den er vegetar som barn, men bliver en stærk rovfisk som voksen og kan blive helt op til 12 kg. Det er en fin spisefisk, men på Vänern er den fredet. Jeg fik desværre ikke genudsat min Asp helt reglementeret, da den under afkrogningen var så vild, at den endte med at stikke af med både Apex og en gaf, der stak ovenud som en snorkel, da den svømmede sin vej. Ikke særlig kønt, må jeg indrømme.

Wendelboen med fast fisk

 

Asp

 

 


Da de 2 andre teams er taget hjem har Wendelboen  og jeg stadig et par ekstra fiskedage tilbage. Og det går slag i slag for os. David taber et væddemål til Wendelboen, der lykkes med at fange en laks på et stykke ståltråd med en ”Gulp-løje”, der lugter lige som agurk. Den næste dag forsøger Wendelboen sig med at fange en laks direkte på en syltet agurk med krog i. Men denne gang taber han  desværre væddemålet. De er tossede, de trollingfiskere !

 

Himmel og hav over Vänern


Vi får en blæsevejrsdag mere, som bliver brugt til en sightseeing-tur til Dalslandskanalens  Akvedukt i Håvderud. Her er det specielle, at det er skibene, der sejler hen over broen. Det er et meget smukt sted. Vi spiser is, og David fotograferer og køber svensk glaskunst med hjem til sin elskede Rise, der så helhjertet har bakket denne tur op.

Dalsland-Akvedukten


Sea Horse kom ud med turens største ørred og Malaika med største laks. Når Kingfisher får trukket alle vildfisk, undermålere, Gedder og Asp fra, kommer vi hjem med 11 godkendte blankfisk i alt. Vi er oven ud tilfredse.
Og heldigvis kom David ikke til at æde sine ord igen om det der med høstfiskeriet, han nok skulle lave om på.

 

Med lystfiskerhilsen
David/Kingfisher
 

_____________________________________________________________________________


Seneste 10 nyheder i Historier:

01/11/23 Alex og Allan på tur
01/11/23 Kaptajn og pighvar
08/10/23 Lidt fiskelykke i Kattegat
08/10/23 Klar til aftenhygge på Momse
08/10/23 Få nu den krog fri, jeg holder øje med dig i mens
08/10/23 Rødding på fiske-CV´et
08/10/23 Høstfiskeri
08/10/23 Mindstemål
08/10/23 Svensk idyl
17/11/22 Stille nat

Nyhedsarkiv
efektlageret
fiskekortet
Herning Trailer & Bådcenter
FMG
Dansk fartøjs forsikring
JC Fiske grej
Fluer.dk
 
Webmasters e-mail: webmaster@j-s-k.dk
Udviklet af landIT